Ifølge dagbladet Børsens oplysninger er DONG og Elsam oppe mod nogle af Europas helt store energigiganter i jagten på Københavns Kommunes el-aktiviteter i Københavns Energi.
Avisen erfarer, at sydsvenske Sydkraft, der er ejet af tyske EON, samt finske Fortum og statsejede svenske Vattenfall sammen med DONG og Elsam har afgivet bud på el-aktiviteterne i Københavns Energi.
- Der er kommet flere bud, også fra udlandet. Men der går mindst en uge, før vi har overblik over buddene og kan tage fat på de mere detaljerede vurderinger, siger administrerende direktør for Københavns Kommunes Miljø- og Forsyningsforvaltning, Peter Elsman.
Københavns Kommunes aktiviteter vurderes til omkring 8-10 milliarder, men Børsen vurderer, at en budkrig mellem de fem interesserede kan presse prisen yderligere i vejret.
Købet af aktiviteterne i Københavns Energi er ikke mindst interessant, fordi der indirekte følger en aktiepost på 34 procent af aktierne i kraftværkselskabet Energi E2 med i handlen.