Ifølge en ny undersøgelse står private brændeovne bag knap halvdelen af luftforureningen med små partikler. Til gengæld står kraftværkerne, der ellers producerer hovedparten af varmen, for kun fire procent af forureningen. Det beretter Jyllands-Posten.
Undersøgelsen stammer fra Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, viser, at brændeovne og halmfyr i de danske hjem står for 47 %, dieselbiler og øvrig trafik for 20 %, mobile kilder og arbejdsredskaber for 17 % mens fjernvarmeværker og kraftværker altså kun bidrager med 4 % af forureningen.
Undersøgelsens viser, at en brændeovn sender 250 gange så mange partikler per energienhed ud i luften som et kulfyret kraftværk. Og 600 gange så meget som et kraftvarmeværk, der fyrer med affald og træ, skriver avisen.
Forklaringen er, at den ofte lave temperatur i brændeovne giver en dårlig forbrænding hvilket sender en stor del uforbrændte partikler ud i naturen.
- Det er kommet bag på os, at brændeovnene står for så stor en del af partiklerne. Vi ved ikke, om det så også betyder, at ovnene er farligere for sundheden end f. eks. dieselbilerne. Det er vi nødt til at få undersøgt nærmere, konstaterer seniorrådgiver Jytte Illerup fra DMU.
- Man kunne sagtens forestille sig en fremtidig regulering af brændeovnene, også i Danmark. Teknologien med katalysatorer og filtre på brændeovne findes allerede, bemærker seniorforsker Ole Hertel fra DMU, der kalder undersøgelsesresultaterne for ”en væsentlig opdagelse”.
Der finder cirka 700.000 brændeovne i Danmark og det skønnes, at knap halvdelen bruges jævnligt.