Den høje oliepris sætter for tiden sine positive aftryk på det danske marked for alternativ energi. Det skriver Jyllands-Posten i dag.
Det er især salget af solvarmeanlæg og træpillefyr, der ifølge avisen har fået et skub i den rigtige retning.
Arbejdsgiverforeningen DS Håndværk & Industri har ganske vist ikke lavet en egentlig undersøgelse af markedets udvikling, men ifølge Jyllands-Posten er fornemmelsen hos informationschef Poul Bavngaard klar nok:
- I øjeblikket er der en klar tendens til, at virksomhederne på området betragter markedet som meget gunstigt. Det er klart, at de virksomheder, der nu formår at gribe chancen, vil få et godt tag i markedet. De vil dermed have en god mulighed for at holde fast i kunderne, når og hvis olieprisen igen finder et lidt lavere leje, mener han.
Per Mortensen, der ejer firmaet Uniterm Solvarme, er en af dem, der i øjeblikket mærker til kundernes interesse for at benytte alternative energikilder.
- Vi har klart mere i ordre i år, end vi havde sidste år ved samme tid. For tiden sælger både solvarmeanlæg og stokfyr nærmest sig selv, siger han til avisen.