Dansk Fjernvarme

Elsam må ”dreje lidt” i fusions-taktik

7. oktober 2004 | 2004

Elsam må ”dreje lidt” i fusions-taktik

Elsam må ændre kursen lidt i det aktuelle spil om en mulig fusion med DONG. Det skriver Børsen i dag.

En del af det bagland, der ellers så ud til at blive enige om den såkaldte ”Procesaftale II” er nemlig faldet fra.

Aftalen var på tegnebrættet som et modtræk overfor DONGs opkøb af Elsam aktier. Den gik blandt andet ud på, at et flertal på 60 % af Elsams aktionærer ville benytte en forkøbsret til at sætte sig på 2/3-dele af selskabets aktier.

Det ville gøre det muligt at ændre i vedtægterne og dermed sætte sig i førersædet i forhold til DONGs rolle i selskabet.

Men tirsdag afviste bestyrelsen i ESS Net, der ejer 6,2 af Elsam, at gå med i planen. Dermed er 60 %-gruppen nede på cirka 54 %. Og muligheden for at udnytte forkøbsretten udløber den 15. oktober.

- Det er klart, at konsekvensen af ESS Nets beslutning er, at vi må dreje lidt, siger Elsams direktør, Peter Høstgaard-Jensen til Børsen.

Han vil dog ikke løfte sløret for de alternative planer, der i øjeblikket arbejdes med. Elsams bestyrelse mødes i morgen og her vil situationen blive diskuteret.