- Har man som husejer tilslutningspligt til fjernvarme og elforsyning, så forsvinder incitamentet til selv at investere i energibesparende løsninger, siger chefkonsulent Jens Nørgaard fra Byggemateriale Industrien (BI), der hører under Dansk Industri, til Jyllands-Posten.
- Det er jo forbundet med en øget omkostning at bygge energirigtigt. Men hvis man som bygherre så ikke bagefter har fordelen af den ekstra investering i energibesparende byggeri og fordyrende tekniske foranstaltninger, så er der vel ikke noget at sige til, at man vælger den traditionelle løsning, siger Jens Nørgaard til avisen.
Han mener, at det er nødvendigt, at se på mulighederne for dispensation for de gældende regler, hvis byggebranchen skal have succes med sit nye udspil, der satser kraftigt på energibesparende byggeri.
Byggebranchen fokuserer for tiden kraftigt på energibesparende initiativer og blandt andet Dansk Byggeri har meldt ud, at der kan spares mange milliarder på varmeregningen hvis de danske boliger optimeres med energisparende byggematerialer.
Byggesektoren har derfor lavet en handlingsplan, der kommer som en optakt til den energihandlingsplan, regeringen kommer med senere på året.
Også Vvs- og el-installatørernes organisation, Tekniq, har lavet en handlingsplan.
Den fokuserer blandt meget andet på skærpet energimærkning, udskiftning af ældre olie- og gaskedler, øget brug af solvarme og øget satsning på biobrændsel.