Niels Fog, næstformand i SEAS Distribution, købmand og tidligere DA-formand fra Vordingborg, bliver formand for bestyrelsen i EnergiNet Danmark.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, hvor også resten af bestyrelsen offentliggøres.
Bestyrelsen får 11 medlemmer. Ud over formanden og tre medarbejdervalgte, er det:
• Formand for Eltra, Hans Schiøtt
• Adm. direktør Erik Dahl, SEAS (fratræder 1. januar 2005)
• Bestyrelsesmedlem i Gastra samt direktør i Nielsen & Axelsson, Birgitte Nielsen
• Professor Birgitte Kiær Ahring, DTU
• Adm. dir. Niels Arne Gadegaard, Miljø- og Teknikforvaltningen, Odense Kommune
• Professor Peter Møllgaard, Handelshøjskolen i København
• Seniorforsker Poul Erik Morthorst, Risø.
EnergiNet Danmark skal stå for systemansvar og drift af landets overordnede transmissionsnet. Med etableringen af EnergiNet Danmark gennemføres en adskillelse af aktiviteterne på el- og gasområdet, hvor den overordnede forsyning - energiens motorvej - er i statsligt eje, mens produktion og handel med el og gas sker på kommercielle vilkår.
EnergiNet Danmark dannes pr. 1. januar 2005 ved fusion af Elkraft System, Elkraft Transmission og Eltra samt på gassiden Gastra.
Der er fremsat lovforslag i Folketinget om etableringen af EnergiNet Danmark som resultatet af et bredt politisk forlig, og aftale med el-sektoren tidligere på året.
Det er aftalt med de politiske partier bag aftalen og selskaberne, at bestyrelsen udpeges allerede nu og kan gå i gang med at forberede fusionen. Ifølge pressemeddelelsen vil ministeren senere udpege et interessent-forum, der skal rådgive bestyrelse og direktion om EnergiNet Danmarks overordnede strategier og planer.