Efter seks ugers forhandlinger om en fusion mellem DONG og Elsam er processen tæt på et sammenbrud. Det beretter Dagbladet Børsen i dagens udgave.
Avisen har talt med kilder tæt på fusionsforhandlingerne og ifølge disse kilder er parterne stadig fundamentalt uenige om værdifastsættelsen af de to selskaber – og dermed bytteforholdet ved en sammenlægning. Derfor vurderer avisen, at Elsams aktionærer vender tommelfingeren nedad, når direktør Peter Høstgaard-Jensen i dag skal orientere en aktionærkreds med 75 % af aktierne om situationen.
- Der er absolut ikke grund til at se optimistisk på mulighederne for en fusion. Den entydige melding fra flere deltagere i forhandlingerne er, at projektet ikke bliver til noget, siger en centralt placeret kilde til Børsen.
- Vi forhandler stadig i en god atmosfære med DONG. Men tingene bevæger sig på alle leder og kanter i øjeblikket, og det må vi forholde os til, siger Elsams formand Jens Bahne-Jørgensen til avisen.
Avisen konkluderer, at Elsam i stedet vil satse på at vinde konkurrencen om at få lov til at købe el-aktiviteterne i Københavns Energi, som selskabet har afleveret et bud på. Lykkedes det, vil Elsam samtidig sætte sig på aktiemajoriteten i kraftværksselskabet Energi E2 med store, gode synergier til følge for Elsam.
Samtidig snakker Elsam videre med svenske Vattenfall og det vurderes, at dette selskab sidder på spring, hvis fusionen med DONG falder til jorden.