Dansk Fjernvarme

100 job falder væk hos Energi E2s kraftværker

29. september 2004 | 2004

100 job falder væk hos Energi E2s kraftværker

I forbindelse med moderniseringer og lukning af udslidte anlæg på Asnæsværket og Amagerværket reducerer E2 antallet af medarbejdere med 100.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet.

Af de 100 har 30 ældre medarbejdere valgt at benytte sig af en frivillig fratrædelsesordning og gå på en lidt tidligere pension, end de måske i første omgang havde tænkt sig.

- Både på Amagerværket og Asnæsværket stopper vi produktionen på utidssvarende kulfyrede enheder. Samtidig ændrer vi de to værkers driftsmønstre på en måde, så der falder arbejde væk, og der vil være behov for færre medarbejdere, forklarer E2s kommunikationschef Marianne Grydgaard i pressemeddelelsen.

Som et led i at hjælpe de afskedigede medarbejdere har E2 søgt professionel hjælp, der sammen med E2s egne folk vil støtte de afskedigede med individuelle samtaler og jobrådgivningskurser, ligesom der vil blive givet tilbud om efteruddannelse.

Om baggrunden for beslutningen forklarer selskabet, at Asnæsværket ændrer sit driftsmønster fra at være Østdanmarks største grundlastværk til en svingende produktion af el i takt med prissvingningerne på den nordiske elbørs.

Værkets største enhed, blok 5 har gennemgået en modernisering, der vil forlænge levetiden med mindst 15 år. Så snart anlægget er i stabil drift, vil E2 tage blok 4 ud af drift. Dermed reduceres kapaciteten fra 1057 MW til 787 MW.

Også på Amagerværket ændres driften. Af de nuværende tre kraftværksenheder stoppes blok 1. Og blok 2, der er ombygget til fyring med halmpiller, skal fremover kun bruges om vinteren.

100 job falder væk hos Energi E2s kraftværker