Fjernvarme til erhverv
Mange erhvervsvirksomheder anvender fjernvarme til opvarmning af
bygninger og varmt brugsvand, hvorimod fjernvarmen kun i mindre grad
anvendes som energikilde ved procesanlæg i forbindelse med industriel
produktion i fremstillingsvirksomheder.
En del fremstillingsvirksomheder har overskudsvarme fra produktionen, som
de enten selv anvender til opvarmning af bygninger og varmt brugsvand
eller som sælges til det lokale fjernvarmeværk som overskudsvarme.
De fleste fjernvarmeværker har i dag installeret målere med fjernaflæsning
ved alle større erhvervskunder i forsyningsområdet. Udover de helt
praktiske fordele, der er ved fjernaflæsning, giver disse målere også
mulighed for en mere detaljeret overvågning af både forbrug og afkøling i
større industri- og erhvervsejen-domme.
Afkøling
Afkølingen, dvs. forskellen imellem den temperatur fjernvarmen har, når den
leveres til bygningen og den temperatur den har, når den forlader
bygningen, har stor betydning for den samlede økonomi på
fjernvarmeforsyningen.
Se et eksempel på afkølingens betydning
Mange fjernvarmeværker har indført tariffer, hvor varmeprisen pr. kWh er
baseret på en afkøling på f.eks min. 35 gr. C . Ved mindre afkøling
pålægges der en strafafgift – dvs. at varmeprisen stiger.
Denne strafafgift afspejler de ekstraomkostninger, som fjernvarmeværket har
ved at skulle pumpe den ekstra vandmængde rundt, der er et resultat af den
dårlige afkøling af fjernvarmevandet.
Energimærke
Erhvervsejendomme og erhvervslejemål på over 1.000 m2 skal – som alle andre
bygninger over 1.000 m2 – energimærkes af en energikonsulent.
Anlægsopbygning
I større erhvervsejendomme er der ofte en række forskellige
varmeforbrugende anlæg – radiator- og gulvvarmesystemer, kalorifere- og
ventilationsanlæg samt anlæg for produktion af varmt brugsvand m.v. Alle
anlæg kan være direkte tilsluttet eller de kan være tilsluttet via en
varmeveksler, og det varmefordelende anlæg kan være opdelt på flere
selvstændige systemer, som passer mere eller mindre godt til den aktuelle
anvendelse af bygningerne.
Det er af stor betydning, at både de varmefordelende- og varmeforbrugende
anlæg er dimensioneret og indreguleret i overensstemmelse med tekniske
forskrifter og leveringsbetingelser for det lokale fjernvarmeselskab.
Automatik
Mange større bygninger er forsynet med et CTS-anlæg eller andre former for
automatisk styring og regulering af anlæggets ydelse og drift. Det er af
stor betydning for den samlede driftsøkonomi, at de parametre der lægges
til grund for styring og regulering af hver enkelt anlæg og
fjernvarmeforbruget som helhed er fastlagt i overensstemmelse med det
lokale fjernvarmeværks tekniske forskrifter og leveringsbetingelser.
Specielt ved natsænkningsautomatik skal der tages særlige hensyn for at
sikre en god afkøling på mindst 35°C ved temperaturhævningen om morgenen.
Energirådgivning
De lokale fjernvarmeselskaber yder energirådgivning til driftspersonale og
ELO-konsulenter vedrørende drift og indregulering af tekniske
installationer og anlæg i større fjernvarmeforsynede bygninger. Ved
ombygning og ændring af eksisterende anlæg eller projektering af nye anlæg,
tilbyder fjernvarmeværkerne energibevidst projektvejledning på det
fjernvarmetekniske område.