Fjernvarme til private hjem
Næsten 60% af alle boliger i Danmark aftager fjernvarme til opvarmning og varmt brugsvand, og med mere end 1,5 mio. hustande som kunder er ”fjernvarme- Danmark” den største energileverandør til den private husholdning.
Anvendelse af fjernvarme i private hjem er derfor et højt prioriteret område for den energirådgivning, som de over 400 lokale fjernvarmeselskaber i Danmark tilbyder sine kunder.
Måling af fjernvarme
Alle enfamiliehuse, der er tilsluttet fjernvarmen, har typisk individuel forsyning – dvs. at fjernvarmeværket har installeret en afregningsmåler, og der afregnes direkte til varmeværket efter gældende fjernvarmetarif.
En stor del af de enfamilieboliger, der forsynes med fjernvarme, har dog ikke individuel forsyning dvs. de har ikke egen afregningsmåler og betaler derfor ikke for deres varme direkte til fjernvarmeværket – men indbetaler derimod et áconto beløb til et boligselskab, en ejerforening eller en andelsboligforening eller lignende. En gang om året fordeles den samlede varmeudgift i forhold til det faktiske forbrug i boligen ved hjælp af de såkaldte varmefordelingsmålere, der er monteret på radiatorerne.
I 1996 blev det indført ved lov, at fordeling af varmeudgifter til opvarmning og varmt brugsvand i boliger skal ske efter det faktiske forbrug – dvs. at varmeforbruget i den enkelte bolig skal måles enten med en afregningsmåler eller med fordelingsmålere.
Sparemuligheder
Alle fjernvarmeforbrugere, der afregnes efter det faktiske forbrug, har gode muligheder for at spare på det samlede energiforbrug og dermed gøre varmeudgiften mindre. Dette gælder uanset, om der er individuel forsyning eller de samlede varmeudgifter fordeles efter det faktiske forbrug i den enkelte bolig.
Erfaringsmæssigt ved man, at 25–50% af den samlede varmeudgift til opvarmning og varmt brugsvand er bestemt af brugernes adfærd – det vil her sige gode eller dårlige vaner i den daglige husholdning.
For alle fjernvarmeforbrugere er der derfor et stort energisparepotentiale som alene er bestemt af brugerens viden om, hvor og hvordan der kan spares på energiforbruget, uden at dette sker på bekostning af den samlede komfort i boligen.
Energimærke
Ved salg af boliger er det et lovkrav, at sælger skal have udarbejdet et energimærke af en godkendt energikonsulent.
Fjernvarmeforbrugere der har købt ejerbolig – enfamiliehuse og ejerlejligheder – efter denne lov er indført, kan på energimærket se det beregnede energiforbrug for boligen, og af energiplanen fremgår det, hvilke muligheder der er for at reducere varmeudgiften ved energibesparende foranstaltninger.